Ny UCI sejr til Martin Pedersen

Martin Pedersen tog i dag sin anden sæsonsejr, da han vandt det franske UCI løb GP de la Ville de Nogent-sur-Oise efter en fremragende holdindsats.
”Det var ganske enkelt et fremragende holdarbejde og jeg er sku stolt af, at jeg kunne færdiggøre det hele i dag. Hele vejen igennem var vi på forkant med løbet, og med godt 50 kilometer til mål fik vi faktisk splittet feltet i flere grupper. De hele blev dog senere samlet igen, så vi aftalte at alle havde frit spil til at forsøge sig, men hvis det hele stadigvæk var samlet med ti kilometer til mål, så skulle vi køre finalen for mig,” forklarede Martin Pedersen efter løbet.

”Da det hele så var samlet på den sidste bakke, så satte mine fem holdkammerater sig foran mig forrest i feltet, og der blev vi med et knaldhårdt tempo, indtil vi kørte ind på den sidste kilometer. Der valgte to andre ryttere at åbne langt udefra og jeg kom hurtigt med på hjul og med små 200 meter til mål åbnede jeg så min spurt og kunne forholdsvist nemt vinde,” tilføjede Martin Pedersen.

Med en fjerdeplads i fredagens store Route Adélie de Vitré og en førsteplads i dag, har Martin Pedersen for alvor vist, at han er tilbage efter styrtet sidste uge i Tour de Normandie.

”Det sjove er, at jeg egentlig ikke føler mig på toppen. Jeg er snottet og føler mig lidt hæmmet af det, men benene var okay, så det var dejlig med endnu en sejr til holdet,” sluttede Martin Pedersen.

Næste løb for Martin Pedersen og Team Capinordic bliver det franske etapeløb Circuit des Ardennes som køres fra fredag til søndag i næste uge.


Misschien ook interessant: