Fredericia-damerne er blevet til TEAM HIGH END SPORT.

Fredericia CC’s dameteam er nu registreret som et DCU Dame Hold under navnet Team High End Sport.

Firmaet High End Sport, som er holdets største sponsor, har butikker flere steder i landet, bl.a. Fredericia, Silkeborg og Århus. High End Sport har erfaringer og speciale i vejledning og salg af løbeudstyr, triatlontøj og cykeltøj.

Team’et har i år fået tilgang af de to ABC’ere Trine Lorentzen og Mia Eskebjerg, der blev henholdsvis nr. 2 og 8 i Bikebuster Dame Cup 2008.

Team High End Sport består nu af otte ryttere. Foruden de to eks-ABC’ere er det Jette Fuglsang, Nikoline Hansen, Maria Kruse, Henriette Christensen, Lene Nørregaard og Maria Grandt.

Udenlandske team’s har været meget interesserede i en kontrakt med Maria Grandt, men Maria har til Fredericia CC’s store glæde fornyet sin kontrakt.

Fredericia CC har også fået en ny licens-damerytter, nemlig Helle Hygum.
Helle, der tidligere kørte for Vejle CK, blev i 2008 bedste Jysk/Fynske B-rytter.

I 2009 vil Team High End Sport præge den hjemlige cykelsport, men de øvrige danske dameryttere vil sikkert gøre alt for, at Fredericia’s træer ikke vokser helt ind i himlen!

Der satses også, som det fremgår af nedenstående udenlandske løbsprogram, stærkt på internationale udfordringer:

1.  06.04.09     GRAND PRIX DE DOTTIGNIES BEL UCI 1.2
2.  25.04.09     OMLOOP VAN BORSELE WE NED UCI 1.2
3.  26.04.09     GRAND PRIX STADT ROESELARE BEL UCI 1.2
4.  07.06.09     THERME KASSEIENOMLOOP NED UCI 1.2
5.  18-20/6.09 RABO STER ZEEUWSCHE EILANDEN NED UCI 2.2
6.  15-19/7.09 TOUR DE BRETAGNE FÉMININ FRA UCI 2.2
7.  22-26/7.09 TOUR FÉMININ EN LIMOUSIN FRA UCI 2.2
8.  21-23/8.09 ALBSTADT FRAUEN ETAPPENRENNEN GER UCI 2.2
9.  29.08.09     MULTIDIGITAAL.NL – BLAUWE STAD TTT NED UCI 1.2
10.13.09.09   CHRONO CHAMPENOIS - TT FRA UCI 1.1

Det har virkelig været en fornøjelse at følge Fredericia-damerne fra starten i begyndelsen af 2008 og se det målbevidste arbejde, der er udført - rytterne indkørte fine resultater og klubbens ildsjæle skabte, sammen med sponsorerne, rammerne for succes’en!

                      - - -

Seneste nyt, 11. januar 2009:

TEAM HIGH END SPORT vinder guld og bronze ved DM!

Nikoline Hansen gjorde hvad alle forventede og genvandt sit Cross DM i suveræn stil.
Mest overraskende var det vel, at én af team'ets nye ryttere, Trine Lorentzen, der her debuterede i cross, kørte sig til en flot podieplacering med en fortjent bronzemedalje.

Til lykke!





Misschien ook interessant: